I skrivende stund (1969) har jeg i cirka otteogtredve år været engageret i grundforskning i livet og humaniora. Dette er grundforskning eller ren forskning og har samme oprindelse som de tidlige filosoffers bestræbelser – at forsøge at konstatere livets identitet som værende uafhængig af materie og som associeret med den materielle verden og former, hvilket er emner, der omfattes af grundlæggende og udviklede videnskaber. Forskellen er, at forskningen er blevet udført ud fra synspunktet videnskabelig metodologi, hvilket jeg er uddannet i.

Emnet var rent faktisk tilstrækkeligt ukendt og utilstrækkeligt navngivet med terminologi til at have et klart navn. Jeg siger, at det var ukendt, fordi det i så udpræget grad har mislykkedes med at holde trit med naturvidenskab eller fysik og bliver rent faktisk truet af naturvidenskab. For eksempel finder vi at fysiske videnskabsmænds protester er baseret på krænkelser af liv eller misbrug af liv gennem ubesindige fysiske anvendelser (Videnskab og overlevelse af Barry Commoner).

For at beskytte noget, er man nødt til at vide, hvad det er. Rent videnskabeligt vide, hvad det er. De biologiske DNA-teorier gælder for liv plus materie, og alle bestræbelser på at få materie til at frembringe liv er indtil videre slået fejl.

Da der ikke var noget virkeligt navn, der omfattede selve studiet, var det selvfølgelig umuligt at tage kurser i det. Det kunne ikke have sine svar i kendte områder, eftersom det selv var ukendt, ikke kun dets identitet, men også dets kendetegn.

Jeg tog hvilken som helst matematik og fysik, der blev tilbudt på et universitet. Men blev så i stor udstrækning stoppet på grund af mangel på yderligere akademiske emner at studere. Jeg husker, at projektet tog fast form i mit sind, da jeg fandt ud af, at de psykologi- og filosofikurser, der blev undervist i, var utilstrækkelige til den forskningsopgave, jeg havde i sinde, da jeg i ingen af dem kunne finde nogen studerende eller professorer, der havde studeret moderne matematik eller fysik, eller som brugte det, jeg var blevet uddannet i at anse som værende videnskabelig metodologi, og som, så vidt jeg kunne se, ikke ville erkende fejlene i logik (matematik), som jeg fandt i dem. I sin egen velordnede verden ville naturvidenskabsmanden ikke anerkende den forvirring, der eksisterede i humaniora.

Så jeg tog ud på en ekspedition og begyndte at studere Liv. Primitive kulturer virkede som et godt sted at begynde.

Aldrig er nogen moderne forsker blevet konfronteret med så mange modstridende data eller emner og så få resultater blandt dem.

Og dog ville naturvidenskabernes sprint i det sidste århundrede – der selv dengang accelererede – indlysende nok gå ud over det, der var kendt som humaniora, og endog overvælde dem. Og det har vist sig at være rigtigt.

Jeg blev tynget af at forske under førkrigstidens totale mangel på forskningsunderstøttelse og -tilskud; jeg var nødt til at løse økonomien i det hele. Jeg gjorde det hovedsageligt ved at skrive og gennem film, og klarede mig meget godt med det, i hvert fald nok til at finansiere det, jeg ellers foretog mig.

Jeg skrev en bog i de sene 1930’ere, efter et gennembrud på emnet, men bogen blev aldrig udgivet.

Til sidst gik jeg tilbage gennem alle spejllabyrinter og den rene og skære tåge fra humaniora og arbejdede med cytologi. Jeg blev nødt til at studere emnet i de flygtige øjeblikke, der var tilbage i et liv med overbebyrdelse og megen stress. Jeg fandt nogle spor af cellulær hukommelse og bibeholdelse af mønstre, og fremsatte og opgav, da den var umulig, en teori, der stadig er at finde rundt omkring, om oplagring af erindring i molekyler.

Rygter om bogen og nogle afhandlinger, fik mig i Ruslands søgelys (via Amtorg), som gav mig et forskningstilbud. Da det uheldigvis var betinget af at tage til Rusland (hvilket stadig var på mode), og krævede et system af mig, til at måle arbejdspotentialet hos arbejderne der, blev jeg nødt til at afslå. Dette var heldigt, da datoen var 1939.

Ideologiske betragtninger og krav om bedre kontrol af, eller folks underdanighed, var ikke del af min arbejdsplan.